skip to Main Content

Femø Jazz MasterClass

masterclass

For unge musikere i alderen 15-25 år

For femte gang afholder vi Masterclass på Femø den 2.8-5.8. 2018. Hvis du er mellem 15 og 25 år, kan du her få dig en fantastisk oplevelse sammen med andre musikelskere. Vi dykker ned i de musikalske rødder og kommer vidt omkring ift. at spille sammen, spille solo og komme langt ind i rytmen. New Orleans-musikken har de seneste år haft et større og større indtog blandt unge, og med god grund. Musikken er noget af det mest levende og energifyldte, man kan finde, og er grundlaget for størstedelen af den musik, vi hører i dag. På Masterclass bliver du, af superdygtige musikere fra USA og DK, ført igennem musikken fra New Orleans – med alt hvad der dertil hører. Det bliver fire energiske dage, hvor du i den grad vil få luftet dit instrument og få spillet sammen med både holdkammeraterne og underviserne. Igen i år er det Peter Marott, som er tovholder og som gæsteinstruktør fra New Orleans får vi besøg af saxofonisten Roderick Paulin. Når der ikke er undervisning, kan du besøge Femø Jazz og høre en masse god musik. Det hele afsluttes med en koncert om søndagen, hvor vi spiller på festivalens hovedscene. Hvis du kunne tænke dig fire dage fyldt med musik og socialt samvær på Danmarks dejligste ø, så meld dig til via linket til højre på siden her.

FEMØ JAZZ MASTERCLASS
2. august – 5. august 2018

Masterclass 2018

Undervisere:
Roderick Paulin
Peter Marott

Tilmeldingsfrist:
Den 1.juni 2018

Alderskrav: 15 – 25 år

Pris: 1500,- inkl. festivalbillet til Femø Jazzfestival, adgang til ”Camp MasterClass” på campingområdet og frokost hver dag. Morgenmad & aftensmad excl. drikkevarer kan tilkøbes for 500,- for alle 4 dage.

Undervisningen: Torsdag til Lørdag er der undervisning fra kl. 10-12, herefter en times frokostpause, og derefter igen undervisning kl.13-15. Søndag er der jamsession på festivalpladsen kl. 11-13, og kl. 17-18 spiller vi en afslutningskoncert.

Udstyr: Du skal selv medbringe alt udstyr (instrumenter, forstærkere, mikrofoner, kabler osv.). Der forefindes elklaverer og sanganlæg. Du er dog meget velkommen til at medbringe dit eget elklaver.

Transport: Tag bil eller det offentlige til Kragenæs hvor færgen til Femø sejler. En returbillet koster 85 kr,- (20 kr,- under 16 år). Du kan godt få din bil med over, men det er for det meste ikke nødvendigt da Femø er en lille ø, hvor man kan gå til alt. Hvis du vil have bil med ombord på færgen, så sørg for at bestille plads i god tid på www.lollandfaergefart.dk Vi anbefaler dog at biler parkeres i Kragenæs.

Logi: Du skal selv medbringe telt og sovepose. Inkluderet i prisen er adgang til festivalens campingområde hvor du skal bo i ”Camp MasterClass” med de andre deltagere. Det bliver så hyggeligt!

Kost: Hvis du har tilkøbt morgen- og aftensmad, får du udleveret madbilletter til festivalens kantine der ligger tæt på ”Camp MasterClass”. Til frokost spiser alle deltagere samlet. Der er også mulighed for at købe ind hos købmanden på havnen.

Festivalen: Femø Jazz Festival har eksisteret siden 1970 og har stædigt holdt fast i jazzens rødder. Det betyder ikke at den sidder fast i fortiden, den har nemlig stort fokus på at gøre traditionerne nutidige. Festivallen ønsker at gøre noget for det unge upcomming musikliv, og har derfor taget initiativ til denne Masterclass. På den måde kan man udnytte de underviserkræfter der findes på øen under festivallen og få givet den musikalske stafet videre.

Yderligere info:
Stævneleder Peter Marott
(tel. 2617 0190 / masterclass@femoejazz.dk)

Instruktørerne

roderick

Da vi i år skulle vælge en New Orleans-musiker, der skulle være instruktør på Masterclass og samtidigt være en del af Fessors 80-års Anniversary Band, var det helt naturligt at pege på saxofonisten Roderick Paulin. Roderick begyndte at tage undervisning som 8-årig og relativt hurtigt var han i en klasse, hvor han sammen med sin storebror kunne blive medlem af sin navnkundige fars band – The Doc Paulin Dixieland Jazz Band. Paulin-familien er en af de kendte musikerfamilier, som New Orleans er så rig på, og som har sikret, at vi kan få besøg af musikere, der ligesom Roderick har holdt fast i tradionel jazz og samtidigt har fulgt med udviklingen. De unge mennesker, der kommer til at deltage i Masterclass, vil få glæde af hans store musikalske viden og samtidigt store undervisningserfaring. Vi andre vil få glæde af ham med Fessors to koncerter og til Masterclass-koncerten søndag eftermiddag

Peter-Marott.Foto_

Peter Marott er solistuddannet trompetist og og vokalist. Han har spillet med kunstnere som DR Bigband, Niels Jørgen Steen, MC Einar, Mike Sheridan, Søs Fenger m.fl. Derudover har han de seneste år også været involveret i flere teater-opsætninger, bla. ” Cabaret” på Det Kongelige Teater samt Monty Python-showet “Spamalot” i Tivoli. I 2011 modtog han den prestigefyldte pris “Palæbar-prisen” for sit arbejde med at føre jazz-traditionen op til nutiden. På Femø Jazz Masterclass får han enderne til at mødes og du kan altid kontakte ham hvis du skulle have nogle spørgsmål.
Læs mere om Peter her: www.petermarott.dk

Back To Top

Facebook